Overskuelige grafer, der visualiserer elevernes fremgang

23. april 2024

Vi har lavet en opdatering, som skal gøre det meget lettere for dig at aflæse, hvordan dine elever klarer sig i de forskellige øvelser. Derfor vil du nu kunne finde en graf for hver af de fire øvelsestyper; fiksering, spændvidde, arbejdshukommelse og læsetræning, der visualiserer, hvordan elevens udvikling ser ud.

Det er vigtigt at understrege, at der ikke findes én optimal måde, som øvelsesgraferne skal se ud på. Derimod vil du med stor sandsynlighed se mange forskellige grafer alt afhængigt af elevens udvikling undervejs. Det er heller ikke forventeligt, at graferne kun illustrerer en progression. Derimod er det helt naturligt, at graferne indimellem vil flade lidt ud. Det betyder, at eleven er udfordret på et passende niveau og har brug for at fortsætte træningen på samme niveau lidt endnu. Andre gange vil man også kunne se en regression på grafen. Det er typisk i tilfælde, hvor eleven har følt sig for udfordret på det forhenværende niveau. Derfor sørger programmet for at skrue lidt ned for sværhedsgraden, så eleven kan træne på et lidt lettere niveau efterfølgende.

Eleverne har adgang til at se deres egne grafer. Derfor er det også vores anbefaling, at du bruger graferne til at tale med dine elever om læsetræningen.

Graferne finder du ved at logge ind på din administration, gå ind på din klasses hold og klik dig ind på de enkelte elevers profiler. For at få flere detaljer om elevernes træningsdata, kan du holde cursoren over linjen i grafen.