Læringsrum bliver FrontRead certificeret
FrontRead kunne for nylig hilse Conny Fischer fra Læringsrum velkommen som certificeret FrontRead underviser.
Conny er dansklærer og læsevejleder, men har taget lidt en omvej for at nå hertil – som uddannet fysioterapeut i 1989 arbejdede hun med børnefysioterapi i 12 år, og det var her at hun begyndte at gøre sig nogle observationer om, hvordan man kan træne sig selv til at læse og lære bedre.
”Jeg fik vældigt øje på det der med hjernen, og hvordan vi kan arbejde anderledes med den, så vi lærer bedre. Jeg fik så meget interesse i det, at jeg søgte en stilling i en specialklasse – og fik den på baggrund af min fysioterapeutuddannelse. Så tilbød kommunen mig at få en læreruddannelse, men jeg vidste at mit fokus var uden for den almene klasse, så jeg fik tilbudt en diplomuddannelse i stedet for. Så jeg har en diplomuddannelse i læsning og skrivning, og er læsevejleder og til slut har jeg så taget en læreruddannelse.”
Fra lærerværelse til Læringsrum
Conny opsagde sin stilling i Varde sidste sommer, fordi hun længe havde gået og tumlet med tanken om at gøre en ekstra indsats for de børn, der har brug for lidt ekstra hjælp. Lige før nytår startede hun så ”Læringsrum”, hvor hun nu tilbyder privatundervisning og lektiehjælp til børn og unge. Og altså nu også tilbyder, at udvikle børnene læsekompetencer gennem et FrontRead forløb.
”Jeg stiftede første gang bekendtskab med FrontRead på Læringsfestivalen, og der syntes jeg simpelthen, det var fantastisk,” lyder det fra Conny Fischer. ”Enten som noget ekstra til de forløb jeg i forvejen har, eller som en opfølgning på de forløb. Når vi snakker børn og unge mennesker, så vil de jo altid gerne, at man også kan arbejde med PC og IT. Og med et godt sammenskruet program som FrontRead kommer man også omkring de der ting med hjernen – træning af hukommelsen og øjets muligheder – der giver et godt supplement til mine forløb.”
Som certificeret FrontRead underviser gennemfører man FrontRead kurser i eget regi. I certificeringen ligger der en garanti for, at underviseren er blevet grundig introduceret til programmet og de bagvedliggende teorier, som konceptet bygger på.