Spil i undervisningen

Computerspil er væsentlig del af mange børns hverdag og kan med fordel inddrages i læseundervisningen. Det mener Lektor Thorkild Hanghøj fra Aalborg Universitet, der forsker i spil og læring. Han kigger blandt andet på børns brug af computerspil, samt hvilken gavn de kan få af dem i klasseværelset.

”Et computerspil kan bruge nogle greb fra tegnefilm og filmverdenen, men har også interaktive teknikker, hvor man selv er med til at forme historien mens man spiller,” lyder det fra Thorkild Hanghøj. ”Hvis et spil som f.eks. LIMBO sætter gang i fantasien åbner det for rigtig mange læsnings- og fortolkningsmuligheder. Det er den der utroligt spændende balance mellem noget som kan være meget simpelt og minimalistisk, men samtidigt kan åbne et kæmpe fortolkningsrum – både som et spil, men samtidigt som en narrativ tekst der kan fortolkes mange forskellige steder hen.”

Spil kan fremme den faglige læsning

Thorkild Hanghøj er Lektor ved Aalborg Universitet, og forsker til dagliggt i spil og læring.

Ifølge Thorkild kan spil som f.eks. Minecraft fremme både den faglige læsning og samarbejde i klassen, når elever får en opgave om i fællesskab at bygge elementer eller konstruktioner baseret ud på viden de først er nødt til at tilegne sig før de kan gå i gang.

“Hvis man er motiveret for det man læser om, så er der også en stor sandsynlighed for at man kan præstere mere. Samtidigt kan man også udvikle en sproglig viden om særlige begreber der gælder inden for spillets verden.”

Men hvordan læser man så et spil? Med udgangspunkt i udvalgte spil, vil Thorkild Hanghøj fortælle og forklare, hvordan man kan læse spil og koble det sammen med literacy, og eventuelt inddrage computerspil som Minecraft eller danskskabte LIMBO i undervisningen.

Oplægget præsenterer ideer til, hvordan man dels kan læse computerspil som multimodale interaktive tekster, dels kan anvende konstruktion i og af spil som afsæt for faglig læsning.


Læs mere om konferencen, se programmet og bestil billetter her.