Adaptiv læring

Adaptiv læring er et digitalt læringskoncept, der vinder større indpas, når samtalen og diskussionen falder på især uddannelsesinstitutioner og grundskolen. Sagt enkelt er det et læringssystem, der tilpasser opgaver, sværhedsgrader og informationsmængder til den individuelle elevs faglige kunnen. Det er et værktøj, som er med til at udvikle elevens evner og færdigheder i takt med elevens egne behov og faglighed. Med adaptiv læring udvikler eleven sig ved at udfordre sig selv og fokusere på de områder, hvor der er behov for et større fokus.

Adaptiv læring er et koncept med talrige facetter, og som følge af dette kan der være usikkerhed og forvirring omkring den praktiske brug i undervisningen[1]. Med nye teknologiske muligheder følger nye tankegange, og adaptiv læring er ingen undtagelse. Med denne artikel vil vi tage et kig på adaptiv læring som et koncept. Vi skal udforske den praktiske anvendelse af det i undervisningen, og endeligt vil vi forholde os til forholdet mellem elever, lærere og software.

God fornøjelse.

Konceptet bag adaptiv læring

Patsy Moskal (Associate Director, University of Central Florida), Donald Carter (Director, Northern Arizona University) og Dale Johnson (Adaptive Program Manager, Arizona State University) har udarbejdet en artikel, som beskæftiger sig med syv elementer, der er værd at vide om adaptiv læring. De definerer begrebet som følgende:

“Adaptive learning is one technique for providing personalized learning, which aims to provide efficient, effective, and customized learning paths to engage each student. Adaptive learning systems use a data-driven—and, in some cases, nonlinear—approach to instruction and remediation. They dynamically adjust to student interactions and performance levels, delivering the types of content in an appropriate sequence that individual learners need at specific points in time to make progress.[2]

I sin essens er adaptiv læring en metode til at personliggøre og tilpasse læringsprocessen for den enkelte elev. I dette tilfælde er det et digitalt system, der via algoritmer og nonlineære, datadrevne tilgange skaber et læringsmiljø, som tager udgangspunkt i den enkelte elevs faglige forudsætninger. Ved at tage udgangspunkt i den enkelte sikres et optimalt miljø, hvor hver elev modtager læring i passende tempo og sværhedsgrad.

Adaptiv læring er en alternativ, IT-baseret læringsform med et større fokus på individet i forhold til den traditionelle klasseundervisning og forelæsning, der tager udgangspunkt i en fælles læring for kollektivet. I det følgende skal vi tage et kig på den praktiske anvendelse af et adaptivt læringssystem i undervisningen, inden vi afrunder med forholdet mellem elever, lærere og softwaren.

Adaptiv læring i undervisningen

Adaptiv læring er et redskab til at supplere såvel undervisning som undervisningsdifferentiering ved at skabe læringsmiljøer, der tager hensyn til den enkelte elevs faglighed. I matematikundervisningen vil et adaptivt læringssystem f.eks. stille eleven over for et sæt matematiske beregninger, som eleven skal udregne. Via elevens interaktion med softwaren kan programmet tilpasse sværhedsgraden, så eleven får en passende udfordring. På samme vis med læsetræningsprogrammer, som kan måle elevens læsefærdigheder og forståelse af tekstens indhold. Programmet følger den enkelte elevs faglige udvikling og arbejder undervejs på, at læsematerialet er tilsvarende elevens niveau.

Den russiske psykolog, Lev Vygotskij, formulerede i 1920’erne og 30’erne begrebet zonen for den nærmeste udvikling i sit indflydelsesrige værk Tænkning og sprog. Heri beskæftigede han sig med det område, hvor børn i samarbejde med en voksen kan lære at håndtere opgaver, som det endnu ikke kan selvstændigt. Vygotskij opstillede tre områder, som hver angiver et barns udviklingsmuligheder. Hvis barnet allerede kan udføre handlingen, vil der ikke være en udfordring, og af den årsag vil barnet ikke udvikle sig yderligere. Omvendt vil et barn ikke opleve en udvikling, hvis udfordringen er for stor for dem at håndtere. Dette vil blot skabe frustration og usikkerhed i barnet. Imellem disse områder ligger den nærmeste udviklingszone, hvor barnet opfordres ud af sin komfortzone med en tilpasset udfordring og hjælp fra en voksen. Ved adaptiv læring opfordres eleven til at gå ud af sin komfortzone, hvilket kan være udfordrende, men med feedback og støtte fra læreren bliver udfordringen ikke uoverskuelig.

På denne måde kan man tilpasse undervisningen til hver enkelt elev, hvor eleverne, der klarer sig bedst, løbende kan udfordre sig med stadigt vanskeligere opgaver. De elever, der har udfordringer med opgaverne, vil kunne få den feedback og hjælp fra underviseren, som de har behov for. Undervisningen bliver derved fordelagtig for elever såvel som lærere, idet hver elev kan få den rette support, og læreren kan sikre, at alle elever udvikler sig optimalt.

Et fordelagtigt forhold

Der hersker en række debatter online om forholdet mellem lærer, elev og software[3],[4]. For nogle er der en frygt for, at læreren bliver overflødig. At lærerens rolle erstattes af et umenneskeligt fænomen: Maskinen. Der er ligeledes en debat om, hvorvidt software kan lære elever kompetencer som kreativitet og problemløsning samt andre menneskelige egenskaber, som de opnår igennem dannelsen i grundskolen.

Der er helt legitime årsager bag disse problemstillinger, for vi oplever i disse tider, hvordan kunstig intelligens og stadig mere automatisering gør mennesket overflødigt. I en rapport fra de danske tænketanke Kraka og Cevea anslås det, at omtrent 800.000 jobs vil forsvinde i løbet af de næste 10 – 20 år. I den samme rapport kan man også læse, at der i kølvandet af dette vil opstå nye jobmuligheder[5]. Der findes andre rapporter med lignende resultater, og fælles for disse prognoser er vores evne til at tilpasse os. Som tidligere skrevet følger nye tankegange med ny teknologi, og adaptiv læring er ingen undtagelse.

Adaptiv læring er et praktisk redskab med klare fordele, men det kan ikke fungere uden læreren, hvis rolle er helt central i form af feedback, støtte og vejledning for eleverne. Med adaptiv læring behøver lærere ikke bruge ressourcer på at rette stile, tjekke facitlister og beregninger, for det hjælper softwaren med. Lærere får derimod overskud til at fokusere på at danne, at uddanne og støtte de enkelte elever.

Læreren bliver derfor ikke overflødig, og softwaren vil ikke erstatte læreren. Programmet er snarere en digital assistent, der hjælper eleven med at stille og rette opgaver, hvor læreren forbliver essentiel for elevens dannelse og livsrejse.


[1] http://evidencenterinfo.dk/laeringsteknologi-og-viden-faerdigheder-og-kompetencer/

[2] https://library.educause.edu/~/media/files/library/2017/1/eli7140.pdf

[3] https://www.mm.dk/artikel/e-laeringsekspert-skolelaerere-bliver-aldrig-overfloedige

[4] https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/centerchef-derfor-er-vi-skeptiske-over-for-area9

[5] https://www.dr.dk/nyheder/indland/faktatjek-skubber-robotterne-800000-job-ud-af-arbejdsmarkedet